En iskold vinternat, hvor skoene ofte glider på resterne af den snart forsvundne sne, der ligger frossen i mindre segmenter på jorden, går jeg i mine egne tanker og nyder mørket, de dæmpede lyde fra byen som lever i og omkring mig og kulden mod mine kinder.

Jo længere jeg går, jo mere nyder jeg det – jeg går også mentalt indeni mig selv, og søger stedse nye veje. Jeg elsker disse indre rejser og al den skønhed, alt det håb de kan rumme. I dag rejser jeg indeni mere af nød end af lyst, men det gør ikke rejsen mindre fyldestgørende, mindre påkrævet eller mindre intens.

Først fjerner jeg mig fra alle de åbenlyse problemer, hiver dem frem helt bevidst og lægger dem dernæst væk, gemt bort i baghovedet et sted, hvorfra de hurtigt kan hentes frem igen. Dernæst vælger jeg med omhu et tema, hvoromkring jeg bygger mit indre univers for en stund. I dag ser jeg mig selv, som alene – alene igen. Det er en betryggende tanke, føles stærk og rigtig. Jeg lader den synke ind i mig, jeg kærtegner den, jeg former den og giver den liv.

Billederne er stærke og levende, og jeg nyder følelsen af glæde, når jeg i mit indre univers opnår succes og får opfyldt mine drømme, mine mål.

Jeg arbejder mentalt på at sprede skyerne, på at tvinge forårs solen frem i utide, midt i den kulde som forsøger at kravle op under min lange, mørke frakke. Jeg arbejder mentalt på at frigøre mig fra følelserne, fordi jeg pludselig forstår, at jeg er låst fast igen - indeni mig selv.

Jeg havde trukket mig væk fra pigen ved min side, jeg følte mig pludselig så kold. Kold indeni, frossen og ude af stand til så meget som at række hånden frem. Over mine læber kom kun hårde, uforsonlige ord og alle ord rettet mod mig, kunne pludselig ikke længere indtages positivt eller blot neutralt.

Hvad skete der?

Alle indre rejser forsvinder fra mig og spørgsmålet kunne meget vel have stået bøjet i neon på Rådhuspladsen, mens jeg stod naglet til pladsens midte, som var jeg det fysisk. Der er ingen vej udenom, ingen nedenunder og ej heller en vej henover. Blot dette statement, dette spørgsmål – ventende på svar. Jeg standser for et brøkdel af et sekund min vandring, vender mig halvt om og ser mig tilbage, men de små fine dun i nakken, der rejste sig så uventet – har intet med de stille, forladte gader at gøre, hvoraf jeg vandrer denne nat.

Hvordan forklares en følelse, eller en pludselig opstået mangel på samme? Hvorfra hentes ordene når ordene intet har at sige?

Jeg lader mine hænder glide kærtegnende henover reklamen på busstoppestedet, som jeg passerer. Mine fingre følger linierne på modellens læber, og jeg forsøger at genkalde mig følelsen af mine piges kys, hendes kærtegn, hendes hud under mine glatte fingre. Men de hårde ord, det bitre drag om munden og det indre panser der omslutter mig i sit beskyttende favntag atter engang, holder følelserne så perfekt på afstand, at kun nogle sølle reminiscenser af den tidligere stormflod af følelser er genkendelige.

Jeg svælger i min nyfundne, genfundne ensomhed. I den frihed som ensomheden også repræsenterer. Jeg svøber den om mig, hyller mig i den og nyder den uforbeholdne tryghed, som det velkendte rummer. Jeg er igen hjemme, hjemme i mig selv. Mit indre falder til ro ved bevidstheden om, at mine mentale fødder atter betræder familiære stier, jeg har været her før.

Jeg vender om, og går langsomt hjemad. Begynder at tænke på, hvordan jeg blidest muligt får formidlet det til hende, at jeg ikke kan være i vores tosomhed længere, at jeg flygtede ind i mig selv og ikke kan finde lysten til at komme ud og komme hende i møde igen. Jeg ønsker ikke at såre hende, ved at dette kommer til hende ufortjent, uretfærdigt, ulideligt hårdt og hjerteknusende.

Men jeg ønsker ikke at røre hende, ønsker ikke at blive rørt af hende længere. Jeg kan slet ikke rumme hende, hendes behov og hendes tristhed et sekund mere.

Mit halstørklæde er gledet lidt ned over venstre skulder, og jeg trækker det op på plads igen, mens jeg overvældes af følelsen af at jeg har stjålet af hende. Stjålet af hendes tid, hendes overskud og mest af alt hendes kærlighed. Jeg rummer så megen mørke, så megen smerte, had, frustration og er så uendeligt desillusioneret. For en stund kan jeg lægge det fra mig, for en stund kan jeg arbejde med det, for en stund kan jeg næsten klare det og så alligevel ikke.

Freden sænker sig over mig, når alting er sagt – tilbage er jeg, gående ad mine familiære indre stier, som giver mig tryghed til atter at mærke at jeg lever, at jeg føler. Det tager ikke så længe, så vender behovet for nærhed tilbage, længslen efter at blive kærtegnet, strøget over håret og kysset. Jeg bliver så trist, mærker omsider at jeg ikke er ligeglad, at det også gør ondt på mig selv, jeg græder stille.

Savnet efter pigen eller det hun repræsenterer vokser indeni mig, og jeg sidder til sent om natten og kæmper med lysten til at ringe til hende og bede hende komme. Men jeg vil ikke, synes det er selvisk og at udnytte hende, så jeg lader være.

Alting minder om fortiden, for jeg har gjort det hele før. Jeg var vel på en måde grådig, ville det hele, prøvede det hele, og nu er jeg så desillusioneret, så ødelagt af mistillid og dårlige erfaringer og dårlige minder. Jeg elskede engang helt og uden tvivl – og det splintrede mellem mine fingre, og jeg sidder tilbage med splinten i hjertet og kan ikke længere se verden på samme måde.

Jeg kan ikke længere elske så betingelsesløst, så helt uden forbehold, så uselvisk, hengivent og tillidsfuldt. Jeg er ikke længere den samme, noget blev taget fra mig – eller jeg mistede noget uendeligt vigtigt undervejs. Jeg var allerede en følelsesmæssig krøbling, havde allerede lært om mistillid og desillusionering. Jeg kastede mig alligevel ud i det med krop og sjæl – dengang for så mange år siden – og jeg tabte.

Nu kan jeg ikke gøre sådan, ikke igen. Jeg prøver, har prøvet flere gange, men fejler – min bagage er så overfyldt med allerede levet liv.

For en stund i trygheden af min ensomhed, åbner dørene sig igen – for en stund kan jeg genfinde en fortabt følelse, genfinde lysten og viljen til tosomhed, genfinde de ynkelige rester af tiltro jeg har tilbage – og så smuldrer det igen og igen og igen.

Jeg kan næsten se hvordan dørene ind til mig langsomt begynder at glide i igen, hvordan jeg igen ønsker at træde tilbage, væk. Dette er mit forsvar mod virkelige og indbildte trusler – denne trækken mig ind i… mig.

Mine dæmoner. Hvilke kampe er der beredt mig, hvor længe vil det vare, hvor svært vil det blive – jeg tror at selv om jeg har rejst langt allerede, er den længste rejse stadig foran mig, som en tænksom og vidende ven ville udtrykke det.

Hvor ville jeg dog værdsætte en kærlig rejsekammerat .