Gaderne var tomme. Kun vinden rørte på sig. Jeg slentrede alene ned gennem byen. Kiggede på vinduer, med hænderne dybt begravet i lommerne. Et sted var der vist nogen der holdte fest. Jeg kunne høre latter og musik, uden dog at kunne bestemme hvor lyden kom fra.

Jeg standsede et øjeblik foran boghandlerens vindue. Der var udsalg. 3 bøger for 100 kr. Billigt – tænkte jeg. Måske skulle jeg gå derind i morgen, og se om der var nogen bøger der var værd at købe.

Jeg forsatte min stille vandring. En mand kom slingrerne ud fra et værthus. Han havde da vist fået lidt for meget at drikke.
Da var det jeg fik øje på hende. Hun sad alene på en bænk. Jeg satte mig ved siden af, smilede til hende og sagde hej. Hun smilede igen. Vinden legede med hendes krøllede hår, og hun blinkede med et par smilende øjne. Sådan sad vi i et stykke tid, sagde ingenting, men kiggede bare ud i luften. Pludselig sagde hun: Sikke masse stjerner der er i aften. Jeg kiggede op, og så at det var stjerneklart. Vi kunne se carls vognen, og nordstjernen lyste klarer end jeg nogen sinde havde set den gøre før. Jeg sagde ingenting, men sad og nød synet af de mange stjerner.

Gad vide hvordan det ville være, at bo på en stjerne - sagde hun. Måske kunne man sidde og kigge ned på jorden, og se menneskerne fare rundt i deres travle liv. Hendes udtalelse fik mig til at tænke. Hvorfor farer vi mennesker dog altid rundt, i stedet for at slappe af og nyde livet ?.
Jeg kiggede på hende. Hun sad med hovedet på skrå, og kiggede på mig. Hun så ud som om, at hun ville have jeg skulle svare på, hvordan det var at bo der langt oppe i himlen.

Jeg ved det ikke, svarede jeg imens jeg betragtede hendes kønne ansigt. Kunne du tænke dig at bo på en stjerne, spurgte jeg ?.
Måske svarede hun. Måske. Jeg kan jo altid flyve der op i mine tanker, og lade fantasien bestemme.

I mine tanker er der utroligt smukt oppe på en stjerne, og masser af fred og ro. Ingen stress og jag, men masser af kærlighed.
Hun grinede lidt, og sendte mig et stort smil. Hvordan tror du det er at bo deroppe ?. Tja – sagde jeg. Jeg ved det ikke. Men det kunne da være sjovt at prøve, selv om det nok ikke kan lade sig gøre.

Hun grinte igen. Brug din fantasi sagde hun. Hvad siger den dig ?. Jeg tænkte lidt over det. Forsøgte at forstille mig en fantasiverden på en stjerne.
Jeg tror det er rart og lyst, sagde jeg så. Et sted hvor dyr og mennesker kan leve sammen i fred.

Jeg fik pludselig lyst til at tage hende med op på min stjerne. Den fantasiverden jeg forstillede mig, passede hun meget godt ind i.
Jeg vendte mig om mod hende, for at fortælle hende det. Men hun var væk.

Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke se hende nogle steder. Hvordan kunne hun sådan bare forsvinde ?. Var hun mon en person som opstod ud fra mine tanker ?. Jeg ved det ikke, men jeg følte pludselig et savn. Et savn efter kærlighed. Et savn efter intimitet.
Jeg forstod ingenting. Havde min fantasi spillet mig et puds ?.

Måske havde jeg blundet lidt, imens jeg sad på bænken, og det hele var måske bare en drøm. Jeg rejste mig fra bænken, og gik videre. Ledte efter hendes dejlige skikkelse i en times tid, men fandt hende ikke. Selvom hun måske var en person, som er opstået af min fantasi – håbede jeg på at møde hende igen.

Sørgmodigt travede jeg hjemad, imens jeg tænkte på livets glæder og sorger. Min indre stemme sagde mig, at jeg aldrig ville møde hende igen. Det gjorde mig ked af det. Hendes smil havde gjort dybt indtryk på mig, og havde varmet mit hjerte.

Brug fantasien, havde hun sagt. Ja – hvorfor ikke. Hun havde jo ret. Det er jo der jeg kan møde hende. Alle de gange jeg vil. Tanken om dette, gjorde mig glad og varm, imens jeg gik hjemad.

Jeg ser stadig hendes smukke ansigt i tankerne. Fantasien er en dyrbar ting, som man skal passe på. En ting, som du alene bestemmer over – og som du kan bruge til at nyde livet med. Pas godt på den, mister du den – er den svær at finde igen.