Jeg beklager at min nye bog er blevet lidt forsinket. Men det er der meget gode grunde til.

Det var engang i december – den 18 tror jeg, at jeg besluttede mig for, at skrive det sidste kapitel i min nye bog.
Efter en halv times spankulerende rundt i arbejdsværelset, satte jeg mig ned foran min gode gamle skrivemaskine, og begyndte at skrive.
Det varede ikke 10 sekunder før min kone Ella kom styrtende ind i værelset, slæbende på støvsugeren, og med lilla ble om hovdet.
”Må jeg gør rent her” ? spurgte hun ud i luften, halvt henvendt til mig. Inden at jeg kunne nå at svare, havde hun sat støvsugeren i stikkontakten, og var gået i gang.

Rædselsslagen for at hun skulle smide manuskriptet til bogen ud, flygtede jeg ud af arbejdsværelset med skrivemaskinen under den ene arm, og manuskriptet under den anden.

”De kvinder har sku´rengøringsvanvid” tænkte jeg, og for ud på lokummet. Der plejer man da at kunne være i fred. Efter lang tid, og meget besvær, fik jeg anbragt skrivemaskinen på håndvasken. Nu kunne jeg sidde på toilettet, og hvis jeg strakte mig lidt – kunne jeg lige nå skrivemaskinen.

Det kan godt være, at man normalt kan få fred og ro på et lokum. Men her i huset står både fred og ro, altså skrevet med et stort U foran. Det varede nemlig ikke mere end nogle få minutter, før min irriterende efterligning af en datter – kom styrtende ind på badeværelset, og rev døren af hængslerne. Se børn i dag kan ikke snakke normalt. Mine kan i hvert fald ikke. Hun råbte så højt, at min hjerne var ved at blive blæst ud, og skreg mig ind i øret, at hun lige skulle gøre sig lidt i stand, da hendes ven kom og hentede hende om 4 timer.
”Du kan jo bare lige vente uden for, til jeg er færdig” - kom det tørt fra hende. ” det varer ikke så længe”.

Hun fjernede brutalt skrivemaskinen fra håndvasken, og fejede mit manuskript på gulvet, så det lå hulter til bulter.
Imens jeg skruede døren fast igen, rystede jeg på hovedet, og mumlede for mig selv ”jeg lærer sku´ aldrig at forstå de kvinder”.
Enhver mandsperson ved, at det at vente på, at en kvinde skal gøre sig færdig, er det samme som at sidde i et venteværelse hos lægen i 48 timer, og da jeg havde ventet udenfor i 2½ time ude foran wc døren, besluttede jeg mig efter moden overvejelse, for at gå et andet sted hen.

Jeg gik op på loftet, hvor jeg regnede med, at kunne få ro til at skrive de sidste sider i bogen.
Jeg fik uden besvær anbragt skrivemaskinen på en gammel kuffert, og satte mig på noget der engang havde været en stol.
Men nej. Jeg nåede kun at trykke Tét ned på tastaturet, før stol og stakkels mig, gik igennem loftets gulv. Jeg faldt som en komet ned i husets lille entree. Se det var jo lidt uheldigt. Men noget der var endnu mere uheldigt, var at jeg faldt direkte ned i hovedet på svigermor.
”Hej svigermor – du kommer som sendt fra himlen” – forsøgte jeg med en skævt smil.

Desværre virkede min bemærkning ikke beroligende på kvindfolket, som straks begyndte at jagte mig rundt i hele huset.
Da svigermor og jeg kom stormende ud i køkkenet, blev jeg slået ned af min kone, og faldt om på køkkengulvet.

Da jeg efter et par minutter kom til mig selv igen, og slog øjnene op – så jeg to gruefulde ting.
Den ene ting var min svigermor, som stod og gloede surt ned på mig, med sin paraply i hånden. Den anden ting var min kone, som stod med kagerullen i hånden, og råbte ”Ka´du så behandle min mor ordentlig - din idiot”.
Jeg er efterhånden ved at være vant til, at blive slået ned med en kagerulle. Sidste gang det skete var da svigermor forærede os et billede af sig selv i julegave, og som min kone absolut ville have op og hænge.

Jeg gjorde som hun sagde, og hængte det op inde i klædeskabet. En placering som min kone aldeles ikke brød sig om.
Jeg spurgte hende, om billedet virkeligt skulle hænge fremme, til skræk og advarsel for eventuelle gæster. Hvad der derefter skete, det husker jeg ikke rigtigt. Jeg ved bare, at jeg vågnede op på gulvet, med en ordentlig bule i panden.

Nogle kvinder er altså voldlige. Og jeg er åbenbart blevet gift med en af de mest voldelige af slagsen.

Nå – tilbage til køkkenet. Jeg lå altså på køkkengulvet, og kiggede op i svigermors hæslige fjæs, og fik den tanke, at det nok var bedst at forsvinde.
Jeg kom på benene, og løb ind i stuen. Jeg var ikke kommet ret langt derind, før min kone og svigermor, styrtede efter mig. Svigermor med en kødhammer i hånden og min kone med sin kagerulle.

Jeg tror vi løb mindst 531 gange rundt om spisebordet, imens svigermor bankede mig i hovedet med kødhammeren, så jeg var helt ternet på min skaldede isse. Vi løb hele huset rundt, og endte i soveværelset, hvor jeg var så uheldig, at ramle ind i klædeskabet, som straks væltede ned over mig.

Med megen besvær kravlede jeg væk fra skabet, og overgav mig til de to ophidsede monstre. Efter at have givet mig blå og gule mærker over det hele, slæbte de mig ud i køkkenet, og satte mig til at lave kaffe, alt imens de snakkede om – hvor voldelig og ubehøvlet en person jeg var.
Jeg hader at høre på kvinder der snakker og vrøvler, så mundvandet står langt ud af munden på dem. Jeg ville have budt en motoriseret brolægger jomfru velkommen som en velsignet afløser. Den larmer da ikke så meget.

For at slippe for at høre på deres ulidelige vrøvl, gik jeg ned til bageren for at hente de 28 napoleons kager, som svigermor plejer at sætte til livs på 4 minutter og 22 sekunder. På vej hjem spekulerede jeg på, hvor mange års fængsel man mon fik, for at gøre samfundet den gode gerning, at slå konen og hendes mor ihjel. Efter moden overvejelse, fandt jeg ud af, at det nok var bedst at holde sig i skindet.

Alligevel kunne man et par måneder senere læse i avisen, at jeg var blevet fundet skyldig i overlagt mord.
Men hvad er 20 år bag tremmer, mod at slippe for et par kvinder af den karat ?.

Så kære Iversen. Som du jo nok kan forstå af overstående beretning, er der gode årsager til, at du ikke har fået bogen indleveret til tiden. Men nu varer det heller ikke længe. Her i isolationscellen, har jeg masser af tid, og ro til at gøre bogen færdig.

Med venlig hilsen
C. Nielsen